Welcom A/S er taget under konkursbehandling ved dekret afsagt af Sø- og Handelsrettens Skifteret den 21. november 2017. Advokat Boris Frederiksen, Advokatfirmaet Poul Schmith, er udpeget som kurator. Som udgangspunkt ville konkursen have medført, at alle Welcom A/S nu under konkurs’ leverancer af mobil-, fastnettelefoni og internetforbindelsen uden varsel ville blive lukket umiddelbart efter konkursen.

Der er siden konkursen arbejdet på højtryk for at indgå aftaler, der kunne sikre de eksisterende kunders kritiske drift. Dette arbejde har resulteret i, at konkursboet har indgået en aftale med henholdsvis TDC Erhverv og Valeo Digital (for sidstnævnte ikke på mobiltelefoni), der giver selskaberne tilladelse til at kontakte de eksisterende kunder, som det har været muligt for konkursboet at identificere med et tilbud om at tegne abonnement hos TDC Erhverv eller Valeo Digital. Kurator har ikke overdraget kundeforholdene til TDC Erhverv eller Valeo Digital, men arbejder på at overdrage Welcom A/S nu under konkurs’ leverandørforhold for fastnet og internet leveret af Telia, Supertel og Nianet til Valeo Digital.

I forbindelse med ovenstående arbejder kurator på at overdrage leverandøraftaler for fastnettelefoni, SIP-trunk, hosted PBX og internetforbindelser til Valeo Digital. Hermed er der sikret en uafbrudt leverance af de ydelser, kunderne hidtil har modtaget fra Welcom A/S – siden 21. november under konkursbehandling. Se dog nederst vedrørende fastnettelefoni.

Konkursboet har i den forbindelse bedt selskaberne om ved henvendelsen til kunderne at oplyse om konkursens indtræden, og at selskaberne er blevet givet tilladelse af kurator til at kontakte de eksisterende kunder. For at undgå, at kunder oplever at få lukket for trafikken med dags varsel, har kurator ligeledes aftalt med selskaberne, at de ved henvendelsen til kunderne skal oplyse, hvornår de kunder, der ikke måtte ønske at tegne abonnement hos dem, kan forvente at ville få lukket deres trafik, således at disse kunne har mulighed for at finde andre løsninger.

Konkursboet har desværre ikke haft mulighed for at rette specifikt henvendelse til de enkelte kunder på et tidligere tidspunkt, da konkursboet ikke har været i besiddelse af en fuldstændig oversigt over kunderne. Konkursboet har ved en manuel søgning fundet e-mailkontaktoplysninger på så mange kunder som muligt med henblik på at sende denne orientering. Konkursboet har i øvrigt meget sparsom information om selskabets forhold, hvilket har kompliceret en løsning af ovenstående.

Spørgsmål til konkursbehandlingen kan rettes til advokatfuldmægtig Thomas Dahl Sørensen på thso@poulschmith.dk.

Spørgsmål vedrørende mobiltelefoni kan rettes til TDC Erhverv 70 70 90 90.

Spørgsmål vedrørende SIP-trunk, hosted PBX og internetforbindelser kan rettes til Valeo Digital, Supportafdelingen på support@valeo.dk eller telefon 7877 0700.

Spørgsmål vedrørende fastnettelefoni udbudt via Welcom A/S nu under konkurs via Supertell og Telia kan rettes til Valeo Digital, Supportafdelingen på support@valeo.dk eller telefon 7877 0700.

Spørgsmål vedrørende fastnettelefoni udbudt via Welcom A/S nu under konkurs via TDC kan rettes til enten TDC Erhverv 70 70 90 90 eller Valeo Digital, Supportafdelingen på support@valeo.dk eller telefon 7877 0700.

Konkursboet gør opmærksom på, at der endnu ikke er fundet en løsning for samtlige fastnetkunder, hvorfor fastnetkunder opfordres til hurtigst muligt at kontakte en af ovenstående udbydere med henblik på at sikre fastnetforbindelsen.